Dag 4: Over Sermilik Fjord til Johan Petersens Fjord
I løbet af aftenen fik besøg af en fjeldræv. Ræven er på størrelse med en kat, og er om sommeren iklædt sin karakteristiske gråsorte dragt. De er ofte nysgerrige, og denne var ingen undtagelse. Den forsøgte sågar at snuppe lidt mad fra en af teltene, hvorfor vi måtte skræmme den væk.
Lejrpladsen lå ud til Sermilik Fjord, hvor gigantiske isbjerge stille rolig flyder med strømmen ud mod mundingen af fjorden, hvor den sydgående havstrøm fører dem videre ned langs Grønlands kyst. På et tidspunkt runder de Kap Farvel, Grønlands sydligste punkt, og herfra sejler de videre ud i den visse død. Men inden da kan de udgøre en stor fare for kommercielle skibe, hvis ikke de tager sig i agt. At disse sovende kæmper ikke er at spøge med, blev vi bevidste om i løbet af natten. Flere gange blev hele lejren vækket af kæmpemæssige drøn, når et isbjerg lod et stykke rive af sig. Drønet kommer af, at enorme spændinger frigives. Det blev en prøvelse for de, der ikke kan lide øje lyde. Ja det blev faktisk til en form for eksponeringsstrategi, for flere af de, der fik vagt onde minder af bragene, begyndte at kunne omfortolke lyden til noget andet end det, minderne ville have dem til at være. Nemlig blot moder natur, der venligt mindede os om, at vi under dagens 10 km lange kryds over til Johan Petersens Fjord skulle sørge for at vælge en rute, der gik godt udenom de store isbjerge.
Kl. 06 gik vi på vandet som sædvanlig. Grundet til den tidlige start hver dag er, at solen over middag varmer klippefladerne på fjeldene op, der hurtigt når relativt høje temperaturer, fordi de absorberer varme. Det får luften omkring fjeldene til at stige op, hvilket genererer et undertryk inde over land. Den kolde luft ude på fjordene, hvor vandet konstant er omkring 2 grader, bevæger sig derfor ind mod fjeldene for at erstatte den luft, der stiger til op. Det var derfor sikkert som ammen i kirken, at vi oplevede vind udefra havet over middag, de dage solen skinnede. Derfor valgte vi den tidligere start hver morgen, hvor vandet var roligt.
Vi forsøgte først en mere direkte vej over fjorden, men det viste sig hurtigt, at isbjergene lå for tæt til, at det var forsvarligt at padle direkte fra lejren over fjorden. Derfor valgte vi at padle længere sydover, hvor der var mere åbent vand. Efter en tur op på et nærliggende fjeld for at rekognoscere, gav ruten længere sydpå sig selv. Vi måtte derfor forlænge dagens rute for at komme sikkert over. Men sådan er det på ture som denne. Man kan ikke altid få det, som man planlægger hjemme ved skrivebordet. Det er charmen ved at tage på tur i ukendt farvand.
Vi kan alle fint over fjorden. På vej over fik vi alle lov til at føle os små mens vi zigzaggede os vej mellem isbjergene. Vandet på vej over var roligt, og kun til sidst fik vi en smule bølger udefra, da solen begyndte at få fat. Vi gik i land i en naturhavn. Da vi kom op på land, fandt vi teltringe fra Inuitter, der har haft deres sommerbopladser i området. Også dengang var stedet egnet til at komme i land, når man var på farten. Vi fortsatte dog et par timer mere ind i Johan Petersens Fjord, før vi slog lejr et sted med udsigt til Indlandsisen.
Dag 5: Johan Petersens fjord
Johan Petersens Fjord går helt ind, hvor indlandsisen vælter ned i fjorden. Derfra kan man gå de 600 km over til vestkysten på ski, hvis man har de lyster. Synet i sig selv er overvældende smukt. Vi starter dagen med at krydse fjorden over i et mindre fjordsystem, hvor vi for første gang padler i mindre skærgård. Selvom det lyder specielt, er det faktisk helt dejligt med lidt mindre forhold, der minder om det vi kender hjemme fra Skandinavien. Vi går i land et sted, hvor vi igen ser teltringe og fundamenterne fra gamle tørvehuse. Efter en pause finder vi et gennemsejling ud til Sermilikfjorden, som ikke er på kortet. Der er dejligt roligt ude på fjorden. Vi vælger at padle ud til en ø, hvor vi kan gå i land og se langt ud over fjorden. Her kan vi stå i sikkerhed og se på de store isfjelde, og vi snakker om, hvorvidt vi skal bruge det fine vejrvindue til at krydse tilbage allerede i dag. Men fjorden er for pakket med is, så vi padler længere nordpå, hvor vi slår lejr ved en gammel vinterboplads. Stedet er ganske fint, og der er mange gamle og ganske intakte ruiner. Flere vælger at gå en tur op på fjeldet, hvor vi kam se helt ind i fjorden. Et vandfald giver anledning til et tiltrængt bad, og en nysgerrig polarræv ligger vejen forbi. Om aftenen kommer hvalerne helt tæt på. Hvad mere kan man forlange!
Dag 6: Retur over Sermilikfjorden.
Jeg er oppe på fjeldet kl. 04.00 for at se ud over fjorden. Vandet er helt stille, og der er en fin åben rute i samme retning, som da vi krydsede den anden dag. Der ligger fire kæmpe isbjerge, som er lette at genkende fra kajakken. Dem kan vi bruge til at navigere efter. Det er nemlig ikke så let at overskue en rute gennem is nede fra kajakken, så det er godt med holdepunkter. Dagen starter fint, da en sæl hopper op på en isflage lige som vi padler forbi, og den ligger og kigger på os, uden at virke skræmt. Krydset går fint, vi ser flere hvaler på afstand. Da vi har padlet en time, er det tid til en lille pause. Vi danner flåde og kobler os sammen med vores karabiner, der er monteret på siden af kajakken. Som folk sidder og nyder morgensolen i ansigtet og synet af de store isbjerge, kan vi høre et stort plask et godt stykke forude. Og ganske rigtigt, en stor pukkelhval springer gentagende gange helt fri af vandet, for at lande på ryggen. Den slår finnerne ned mod vandspejlet, dykker, og tager endnu en tur. Sikke et syn.
Vi må videre, og 40 min senere padler vi op langs land. Klipperne er går lodret ned i vandet, og flere steder er der små grotter ind fjeldet. Vandet sender refleksioner op på klipperne, der farver dem i et lys, så tankerne sendes et sted sydpå. Pludselig som jeg sidder der i mine egne tanker, dukker en hval op mellem os og klipperne helt tæt på. Jeg får selv et chok, da den kommer ud af ingenting. Den kommer op flere gange mellem os og fjeldene, inden den forsvinder i dybet. Vi ender i lejr ganske tæt på, hvor vi lå for nogle dage siden. Nogle af folkene er ved at være møre, men alle er ved godt mod og gode til at hjælpe hinanden. I teltet ligger jeg og tænker på, at vi faktisk snart har brug for dage, hvor vi oplever lidt mindre, det føles næsten for intenst… selvom det lyder forkælet.
