Dag 12: Til Kungmiut og videre til Tuno
Vi brød op til vanlig tid, og kursen blev sat på den næste bygd Kungmiut. Turen ind bød på flere hvaler, og da vi rundede kappet ind mod bygden, blev vi mødt af nogle mænd, der fiskede laks fra klipperne ved blot at kaste håndholdte liner ud i vandet. Kajakkerne blev trukket op på en strand ved havne. Vi skulle slå nogle timer ihjel i bygden, da vi senere på ruten skulle passere et sted, hvor det kun går an at padle over ved højvande. Der blev provianteret i butikken, og personalet i servicehuset viste sig at være yderst gæstfri. Så de fleste endte med at hænge ud her og tale med lokale. For de, der ikke er bekendt med, hvad et servicehus er, er det et hus, hvor man kan komme op og vaske tøj, gå i bad og lave mad. Derudover har de fleste servicehuse et værksted, hvor man kan forarbejde skind og foretage diverse reparationer. Det er nemlig ikke alle huse, der hverken har rindende vand eller vakefaciliteter. Derudover kan man have familie boende der, hvis man ikke selv har plads. Ganske fint koncept. Mens vi sad der, kom en ung ukrainer i land i en såkaldt packraft, hvilket er en meget lille gummibåd, der pakkes på en rygsæk. Han tog turen over fjorden kun iført vandretøj og uden redningsvest. Da vi spurgte ham, hvad han ville gøre, hvis han faldt vandet, trak han bare på skuldrene. Han have desuden ikke riffel med, da han ikke regnede med at støde på en bjørn. Frisk fyr!
Da tiden var til det, padlede vi op mod strømstedet. Vi havde vind og strøm imod os, så der skulle padles lidt. Vi kom fint igennem den første passage, og da vi nærmede os stedet på kortet, hvor det ikke umiddelbart ligner, man kan padle over, begyndte det at blive sjovt. Vi fandt en snæver rende der snoede sig gennem landskabet. Det føltes lidt som at padle på en lille å. Efter nogle hundrede meter åbnede det op igen, og vi kunne padle ud mellem nogle store klippeblokke. Kort tid efter faldt vandstanden, og de næste 12 timer kunne man kunne komme over til fods. Vi slog lejr 4 km efter. Til aften har folk tilberedt alverdens sjove retter af de varer, de har købt i butikken. Jeg tror de er træt af frysetørret til morgen, middag og aften.
Dag 13: Fra Tuno til Ikateg
Dagen i dag har været kort. Blot 12 km. Vi er gået i land ved Ikateqbasen, en gammel nedlagt luftbase bygget af amerikanerne under 2. verdenskrig. Stedet emmer af historie. Flere af de rustne køretøjer står stadigvæk med luft i dækkene, og de sammenstyrtede bygninger er fyldt med sjove genstande fra den tid. Stedet er enormt smukt med udsigt til fjeld og gletsjere. Og gruslandingsbanen er stadig brugbar i dag. Faktisk mødte jeg tilfældigvis en islandsk pilot i i lufthavnen på vej hjem, som jeg har fløjet med ved Sirius. Han kunne fortælle, at han ved flere lejligheder har brugt banen, da han fløj Twinotter i Grønland. Basen blev bygget i sin tid, så amerikanske bombefly kunne mellemlande på vej til Europa. I dag står der flere tusind olietønder tilbage, som netop i år bliver ryddet. Vi var flere, der gik op til en sø godt en km oppe fra lejren. Vi var lidt usikre på, om vi kunne fisk deroppe, men forholdene virkede fine. Og ganske rigtigt så gik der ikke længe, før Henrik hev den fineste fjeldørred i land. Så skal jeg love for, at der kom gang i lystfiskerne, og der heppet og klappet, hver gang en ny fisk blev hevet i land. Selv tog jeg mig i dukkert i søen, da fiskeheldet ikke var med mig. Om aftenen kom den lille rygeovn igen på overarbejde, og der blev delt tobak og brændevin rundt om bålet.
Dag 14: Ikateg til Karale og Knud Rasmussen Gletsjerne
Vi forlod i dag den gamle militærbase og begav os op mod turens endestation. Endnu en dag startede i tåge, men ude på Sermiligaqfjorden lettede tågen lige som vi rundede kappet og padlede nordpå. Et stykke oppe i fjorden kunne vi tage en strækbenpause på, hvad der må være Grønlands svar på Cold Hawaii. En stor og bred sandstrand, som dønningen skyllede os op på. Der var virkelig fint, og vi var flere, der var enige om, at vi måtte tilbage og bygge et hotel her. Men videre skulle vi, og kajakkerne blev sat ud i dønningerne, så turen op til de store gletsjere kunne fortsætte. Efter en times tid fik vi Knud Rasmussen Gletsjer at se. Sikke et syn! Den bugter den sig som en bred vej op mod Indlandsisen, og er 200 meter høj og fem km bred. Da vi rundede det næste kap fik vi også Karale Gletsjer at se. Med udsyn til begge gletsjere, kunne vi ikke bede om en bedre afslutning på turen. Inden vi trak kajakkerne op for sidste gange, tog vi en tur ud i fjorden, og padlede over mod en nærliggende gletsjer, der på kortet støder til Karale Gletsjer. Men da klimaforandringer har tvunget gletsjeren syv km tilbage de seneste 20 år, løber gletsjeren nu ud i fjorden. Vi kunne høre den kælve på de tre km afstand. En km før gletsjeren stoppede vi op. Lidt efter kælvede gletsjeren et ordentligt stykke. Vi lå der et par minutter og nød synet, og så stak vi en kurs ind mod land. Da vi havde fået kajakkerne op, gik det op for folk, at turen var slut, og der blev givet krammere og sagt tak for turen. Ingen af os forstår nok helt, at eventyret var forbi. Det var det sådan set heller ikke, for vi har manglede stadigvæk at blive hentet ud – Greelandic Style.
Til aften evaluerede vi rejsen. Ikke den ydre, for dem kommer vi alligevel ikke til at gøre om. Nej, alle var i går blevet bedt om at tænke over, hvad de tror, de har fået ud af at deltage i projektet. Jeg siger tror, fordi jeg er bevidst om, at man ofte ikke ved dette, før man er kommet hjem, og indtrykkene har fået lov at rodfæste sig. Men det er en fin måde at sætte tankerne i gang. Seancen endte med at tage fusen på de fleste. Der blev sagt rigtig mange fine ting, og der blev også trillet en tåre eller to.
Dag 15: Til Tasiilaq, hvor rejsen ender.
Vi vågnede til strålende sol. Folk kunne for første gang sove længe, og det blev udnyttet af flere. Det gode vejr gjorde, at vi kunne få tørret vores grej inklusiv vores telte, så vi med god samvittighed kan sende udstyret hjem i kajakkerne. Morgentimerne blev brugt på at tage det sidste af vildmarken ind, inden vi blev hentet af ikke mindre end fire motorbåde. Kajakkerne blev tømt helt for udstyr, og alt pakket i poser. Da bådene kom sejlede i flåde var vi klar til at lodse. 15 kajakker skulle læsses på to af bådene. Det krævede team work, og da kajakkerne endelig var surret forsvarligt på bådene, kunne vi få folk over i de resterende både. Det var noget af et syn at se de to åbne både sejle af sted. Den ene bådfører kunne knap nok se frem for sig. Desværre kom vi ikke langt, før denne passagerbåd holdt stille i vandet. Oliefilteret var sprunget læk, og den måtte trækkes til den nærmeste bygd! Vi var et par stykker, der sprang over i denne kajaktransportbåd, så vi kunne sejle i forvejen. Det gik godt med 35 knob og 300 HK på hækken. To timer efter kunne vi hoppe i land, og en time senere havde vi alle kajakker og udstyr placeret på havnen. Det tog yderligere fem timer, før resten af gruppen kom retur. Det viste sig, at båden de sejlede med var løbet tør for benzin midt på fjorden efter den havde sat den harverede båd af i Kungmiut. Jojo, shit happens. Men nu er vi alle i mål! Eventyret er aldrig ovre, før det er ovre. Og det her lever nok videre i sindet på de fleste af os mange år frem!
