Fortroppen landede i Kulusuk, en lille bygd med den eneste lufthavn i området, godt tre døgn før den resterende gruppe. Dels for at klargøre ekspeditionen, og dels for at kunne ordne eventuelle uforudsete udfordringer. De opstår af og til i Grønland, både fordi vejret kan være omskifteligt, og fordi logistikken er en anden end i lille Danmark. Alle på holdet rejste over Island med en overnatning på Reykjavik Camping. Efter godt to timer i fly fra øen midt mellem Norge og Grønland, fik vi endelig de første isbjerge at se gennem flyets vindue. Vi i fortroppen landede i 16 m/s, og der var godt gang i havet, da vi fløj ind over Kulusuk, hvor de Islandske piloter satte uden problemer satte problemflyet ned på gruslandingsbanen. Da vi kom ud af flyet og havde fået vores bagage, gik vi ud af den beskedne terminal for at finde et lift ind til byen og vores hytte. Her mødte vi Simon, der arbejder på det eneste hotel i Kulusuk. Han skulle køre nogle folk til hotellet, men var klar på at køre os efterfølgende. På vej ind mod byen gik snakken i den firehjulstrukne bus. Simon havde hørt om os i forvejen, og da han selv netop har afsluttet fem år i Fremmedlegionen, kunne han relatere til det at være veteran. Hotelejeren Jakob og Simon var derfor meget behjælpelige, mens vi var i Kulusuk, og det skal de have tak for. Det første vi foretog os, da vi havde smidt bagagen ind i hytten, var at gå en tur ned på havnen for at se, om vores kajakker var ankommet. De var sendt op en måned i forvejen, hvilket burde være i god tid. Vi fik os et mindre chok, da det eneste, der stod til os nede på kajen, var vores proviant, som vel at mærke var sendt med kajakkerne op. Vi fik derfor fat i købmanden, der også er postmanden, i bygden. Han fik ringet rundt, og til sidst fandt han ud af, at skibet, der havde fragtet kajakkerne, af en eller anden grund var sejlet videre uden at sætte dem af. Men til vores held skulle det forbi Kulusuk en-to dage efter for at lodse gods i en nærliggende bygd. Vi fik lidt sved på panden, og sov da også lidt uroligt ved tanken om, at vi skulle starte om tre dage, men ingen kajakker havde. De næste dage gik med at klargøre provianten og det sidste udstyr. Kommunikationsudstyret og vores meget grønlandske rifler blev afprøvet, og vi fik de sidste detaljer omkring ruten på plads. På dag tre ankom vores kajakker så med fragtskibet, og stemningen blev en smule mere afslappet, da de første kajakker blev fragtet op til hytten med minilæsser.
Dag 1: Godt på vej
I dag ankom de sidste folk fra Danmark, og vi har hver især fået pakket vores kajakker op med udstyr og proviant, så vi kan klare os uden hjælp udefra i de 14 dage. Spændingen lå tæt i luften alt imens vi pakkede og folk stod på hovedet i kajakkerne for at få plads til det hele. Reglen var, at alt så vidt muligt skulle kunne være i kajakkerne, ellers havde man for meget med, og så måtte noget efterlades. Det lykkes i grove træk for alle.
Da de sidste fra holdet ankom i dag, hvor ekspeditionen starter, havde vi gjort alt klart til dem, så de stort set bare skulle skifte tøj, og ellers få lirket alt deres udstyr på plads i kajakkerne. Vores medieteam padler i to dobbeltkajakker, og da det kræver en del udstyr at lave en dokumentar, var det et kunststykke af få plads til det hele. Men det lykkedes alt sammen, og her ved eftermiddagstid d. 2. august kunne jeg holde en fællesbriefing for hele holdet oppe i hytten, inden kajakkerne skulle bæres ned til den lille havn. Det blev noget af en slæbetur ned til havnen, da de fuldt-læssede kajakker vejede godt til. Men det er blot en forsmag på al den slæben og bæren, som gruppen kan se frem til på resten at ekspeditionen. Da vi endelig havde søsat alle kajakker, samledes vi en stor flåde, og vi ønskede hinanden en god tur. Dagen i dag stod på en kort padletur over fjorden. Nogle bemærkede, at kajakkerne var noget tungere i optrækket end vanligt, hvilket er rigtig nok. Men GPS’en viste, at vi holdt en fin marchhastighed på over 6 km/t. De går godt gennem vandet vores kajakker fra Current Design, da de er lavet til at læsse tungt uden at det går nævneværdigt ud over hastigheden. 9 km i alt blev det til, og vi var i land kl. 19. Da vi ankom var det lavvande, og da der er 3,5 m forskel på højeste og laveste vandstand i området, skulle de tunge kajakker bæres et godt stykke op, for at sikre dem mod tidevandet. En halv times tid efter landgang var lejren på plads og brænderne tændt, så der kunne laves mad. De fleste havde svært ved at gå i seng, da vi alle havde lyst til at tage området og naturen ind. Men ved 21-tiden rullede en tyk tåge ind ude fra det åbne hav, og så var der ikke mere at se på. Bjørnevagterne må blive oppe og holde øje, mens vi kryber i poserne godt trætte.
Dag 2: Over Ammassalik Fjord og videre op til Ikasagtivaq
Alle blev vækket kl. 04, så vi kunne være på vandet kl. 06. De fleste kunne nok have sovet en time mere, men vi gjorde os hårde, og fik gang i brænderne og morgentjanserne. Tågen lå stadigvæk ude på vandet her til morgen, men vejrudsigten, som vi kunne hente ned via satellit, lovede opklaring og vindstille. Som det ofte er, skal folk lige have nogle dage til at komme ind i rutinerne. Der er meget grej, som man skal holde styr på, når man er på en ekspedition som denne, og der går lidt tid, før man er helt på plads i kajakken. Men alle var klar næsten til tiden her til morgen. Det var relativt koldt her til morgen, ca. 2 grader og vores telte var sjasksvåde af tågen. Derfor skulle der også padles varme i kroppen fra morgenstunden. Efter en times padling foretog turens første længere kryds i åben vand. Fire kilometer blev det til. Men da det var tåget føltes det måske en anelse længere for nogen. Det er nemlig en speciel fornemmelse at padle i tåge. Man kan lige så godt være alle mulige andre steder på denne klode, og det føles mere trygt, hvis man kan se land på den anden side. Flere jokede da også med, at det ikke var lige akkurat her og nu, de havde lyst til at møde en hval. Men under et kryds som dette man må bare stole på kompasset og holde kursen, og efter en halv times tid kunne vi skimte land. Kort tid efter lettede tågen, og vi kunne se ind på et nyt, stort og smukt fjeldmassiv. Det var helt magisk.
Vi padlede indenom en mindre øgruppe, hvor vi kunne padle i skærgårdslignede forhold. De mindre og flade øer stod i kontrast til de store fjeldmassiver i baggrunden, der tårner 1.600 meter op fra havniveau med hver deres isbræ på toppen. Efter nogle timer kunne vi padle ind i E45. Det er øgenavnet for en lang, smal fjord ved navn Ikasagtivaq, som forbinder Ammassalik Fjord med Sermilik Fjord. Den er smal i Grønlandsk forstand, altså mellem tre og seks km. Her kunne vi tage turens første frokostpause. Vi lagde kajakkerne op på klippeskærene. For at være sikker, trak vi dem et par meter længere op, så de ikke skulle forsvinde. Solen fik brændt igennem tågen, og vi kunne nyde et smukt syn ud over fjorden med sine bratte fjeldsider på begge sider. Og pludselig kunne man høre den karakteristiske lyd af blåset fra en hval, der tømmer sine lunger for flere hundrede liter luft. Alle fløj op og spejdede ud over sundet. Hvalen kom til syne midt ude i fjorden, hvilket betød, at den var godt halvanden kilometer ude. Lyden fra blåset var derfor forsinket med adskillelige sekunder. Den første hval på turen kunne noteres, men langt fra den sidste.
Efter halvanden time på land skulle vi padle de sidste par timer til lejr. Til vores overraskelse var vandstanden faldet meget, og kajakkerne lå nu ti meter inde på land. Der skulle derfor slæbes en del før, vi kunne søsætte kajakkerne. Det blev derefter en ny praksis, at tidevandstabellen blev tjekket for at se, om vi var på vej mod høj- eller lavvande, når vi gik i land. Lidt før ankomst til lejren mødte vi det første større isbjerg på turen. Man siger at godt en 1/8 er synlig, resten er gemt under vandoverfladen. Dette var omtrent 20 meter højt og vel 50 meter bredt. Gruppen blev samlet i behørig afstand, og så fik vi knipset det første gruppebillede med isbjerget i baggrunden. Kort tid efter var det tid til at gå i land, i dag var det ved absolut lavvande, og da vi havde fundet en strand ved et lille elveleje, betød det, at vandet vandrer langt frem og tilbage. Derfor skulle vi også slæbe kajakkerne ganske langt for at få dem op i sikkerhed. Vel i lejr på et næs, der stak ud i fjorden, kunne vi nyde synet begge veje ud i sundet, blandt andet til det isbjerg, vi var padlet forbi.
Om aftenen, mens vi i resursegruppen holdt aftenmøde og resten af slænget slappede af, lød der pludselig et kæmpe brag. Det var så det trykkede i brystet og bogstavelig talt blafrede i teltdugen. Vi var flere, der lettede et par meter, og da det lød som om, det kom fra fjeldene bag os, forventede vi et større stenskred. Men kort efter kunne vi høre hujen og hejen nede fra de andre. Det viste sig, at et stort stykke af isbjerget var faldet af, og den enorme lydbølge havde efterfølgende ramt fjeldsiderne, og sendt den ned mod os. Vi løb derned, og isbjerget var i gang med, dovent, at vende sig rundt, for at finde ud af, hvordan det nu skulle lægge sig i vandet. Jeg konstaterede, at vi godt nok havde ligget i fin afstand til isbjerget, da vi tog billedet, men at vi uanset havde fået et kæmpe chok, havde vi ligget dernede lige nu. Nu er det sådan, at der er nogle stykker i gruppen, som blandt andet har fået PTSD af at være udsat for motérangreb i lejren, da de var udsendt til Afghanistan. Lyden fra det kælvende isbjerg lød præcis som en eksplosion, og derfor var der også nogle i gruppen, der blev trigget. Men der faldt hurtigt ro på dem, og resten af aftenen og natten var der helt stille. Så stille, som der næsten kun kan være i Grønland. Det er en stilhed, som vi sjældent oplever herhjemme, hvor pulsen kan høres i øret, og lyden fra en sten, der løsner sig efter tusinder års fastlåshed, rasler ned fra fjeldet, kan høres mange hundrede meter væk.
Dag 3: Ikasagtivaq til Sermilik
Næste morgen stod på 30 km op gennem Ikasagtivaq. Til alles store glæde var det højvande ved afgang kl. 0600, så kajakkerne skulle stort set bare have et skub, før de var flydende. Vi startede med fuldkommen tåge. Vandet var spejlblankt, og for de, der padlede i front og dermed brød det jomfruelige vandspejl, var det en helt speciel oplevelse. I løbet af dagen kom og gik tågen, og de store tinder omkring os blev skåret midt over af en tågebramme. Efter en fuld dag med land på venstre side, kom vi til en mindre fjord, hvor vi kunne trække kajakkerne op på klipperne. Herfra fik vi for første gang den store og sagnomspundne Sermilik Fjord at se. Isbjergene her er kæmpestore. Mens vi var i området, skrev Berlingske tilfældigvis en artikel om, at et kæmpe isbjerg var blevet kælvet i bunden af fjorden inde ved Helheimgltsjeren. Isbjerget skulle efter sigende være på størrelse med en fodboldbane og braget fra kælvingen kunne høres helt til Kulusuk, der ligger 80 km væk. Men da vi gik op på en nærliggende top, kunne vi konstatere, at det største isbjerg var i omegnen af én km i bredden, altså væsentligt større. Ellers var de i størrelsesordenen 50 meter til nogle hundrede meter brede og 20 til 70 meter høje. Det var derfor med en blanding af glæde og enorm respekt, at vi kunne se frem til at skulle krydse fjorden de kommende dage. Men først skulle vi nyde at være i en lejr med måske verdens smukkeste udsigt.
Comments