Dagbog fra Challenge Greenland: Dag 7 til 11

Dag 7: Til Tiniteqilaq

Vi sover længe i dag, helt indtil kl. 06. Vi skal nemlig på besøg i denne lille bygd Tinitiqilaq. I byen bor omkring 80 mennesker. Husene er malet i forskellige farver, og ligger strøet rundt i det bakkede terræn. Bygden huser en anselig størrelse butik til trods for det beskedne indbyggertal, og der bliver provianteret til den store guldmedalje. Det føles underligt at træde ud af den vilde og intense natur, og ind i denne form for civilisation. Det er næsten for kontrastfyldt. Men der er smil på folks læber, og folk i bygden er søde. Et par af gutterne når et slag fodbold med nogle lokale drenge, inden vi må ned til havnen kajakkerne. Her har et par fiskere slæbt en lille hval ind, det er en sildepisker, hvilket er den hval, de fleste heroppe holder af at spise. Målet for dagen er at krydse over på modsatte side af E45, men da vi kommer ud på fjorden, er viden taget til, fordi vi er sent på vandet. Vi vælger at vende om gå ind i en mindre fjord, hvor der er læ. Her er opsat en luksusteltlejr til rige turister, der bliver fløjet ind fra omkring i verden. Vi slår lejr ved elvelejet. Et par stykker prøver fiskelykken på fjorden, 5 minutter tager det at pilke 6 store torsk. Om aftenen får vi gang i Mortens medbragte rygeovn, den gør det godt.

Et par i gruppen er godt slidte, og da stedet her er helt magisk, vælger vi at kalde en hviledag. Det falder i go jord.

Dag 8: Hviledag

I løbet af dagen får vi besøg af de canadiske guider, som holder til i teltlejren, og vi besøger dem. Teltlejren er ganske stor med køkkentelt med opholdsrum, en større garage og seks store, opvarmede luksustelte. I finder ud af, at de kun kan have op til 12 gæster i lejren, der hver betaler små 80.000 kr. for opholdet. Bum! Så er det betalt. I løbet af dagen går en gruppe på vandretur. Andre prøver fiskelykken oppe i en nærliggende sø. De har fiskelykken med sig, og om aftenen får vi røget fjeldørred og mere torsk. Bestemt ikke dårligt! Dagen bliver også brugt på at trimme oppakningen til kajakkerne. Der er efterhånden ved at være nogenlunde med plads. Andre får indhentet lidt søvn fra gårsdagens bjørnevagter. Vi skal nemlig alle sidde vagt én time hver anden nat. Det giver en vis tryghed at vide, at vi altid har en mand vågen, der holder udkig efter bjørn, men også kajakkerne. I morgen står den på en lang dag ned ad E45, men til aften sidder vi alle og har svært ved ar gå i seng. Det er lidt for hyggeligt og lidt for pænt her.

Dag 9: Hele vejen retur gennem Ikasagtivaq

Planen for dagen er at nå ned til en formation kaldet Whales Tale. Hvis det går godt, så håber vi at nå hele vejen til bunden af fjorden. På papiret en kedelig dag, da vi allerede har taget turen en gang. Men da vi padlede op, foregik halvdelen i komplet tåge. Derfor ser vi frem til at se alt det, vi gik glip af på vejen. Vi starter ud i tæt tåge som mange gange før, og det er godt koldt. Kroppene skal også lige i gang efter en hviledag. Det går fint ned gennem fjorden. Tempoet er højt, det er et godt tegn, og vi kommer hurtigt ned til Whales Tale, hvor vi holder en pause 1 km før på en fin strand. Vi kan sidde i lyngen ved en lille bæk omgivet af blomster. En af de perler, man ikke ser ude fra fjorden, man skal helt tæt på kysten for at opdage sådanne steder. Det blæser op, og beslutningen bliver, at hvis vinden løjer efter Whales Tale fortsætter vi. Hvis ikke, går vi i land der. Men da vi runder kappet, har vinden lagt sig tilpas til, at det giver mening at fortsætte. Her skal de resterende 10 km padles i ét hug, da klipperne her er lodrette, og vi kan derfor ikke slå lejr før mundingen. Halvvejs er det tid til pause, men vi fortsætter til en lille vig, der viser sig at være helt speciel. Flere søjlelignede klipper står frit i vandet, og inde i en grotte ser vi et fint vandfald. Sikke en overraskelse! Vi fortsætter de sidste 6 km. Der er ikke umiddelbart nogle oplagte steder at komme op, så vi vælger at trække kajakkerne op på nogle klipper. Det bliver lidt af en prøvelse, og de fleste kajakroere ville nok ikke have troet, at man kunne trække 15 kajakker op netop her. Men oppe på klipperne finder vi et fint plateau at slå lejr på. Her har vi udsigt ud over Ammasallikfjorden, endnu et fint, fint sted at slå lejr!

Dag 10: Ikasagtivaq til Nanerersapik

Fra vores lejr på de udsatte klipper gik turen i dag videre op Ammassalik Fjord. Vi havde i dag vind fra nord, så vi valgte at søge ind i de små fjorde, for at få læ. Vi fandt i dag endnu et fint sted at holde frokostpause. Udsigten fra klipperne var fin, og vi lå beskyttet inde i en bugt. Flere gange i løbet af dagen har vi set hvaler, men netop i pausen kom en Finhval helt ind i bugten, og flere af os så den oppefra. Det var noget af et syn! Kort tid efter kom en flok Grønlandssæler svømmende forbi. De er så vidt jeg ved den eneste af sin art, der svømmer i flok. Det så helt vildt ud, da de kom svømmende for fuld fart. Flere sprang helt fri af vandet, og selvom de var langt ude på vandet, kunne man se i kikkerten, at de for længst havde fået øje på os.

Endestationen i dag blev en gammel boplads med velbevarede ruiner. Til aftenmødet i dag kørte vi en seance, hvor alle kom med en status på krop og sind. Aftenmøderne er vores daglige samlingspunkt, hvor vi vender begivenheder fra dagen, og hvor vi giver en briefing om morgendagens rute. Det fungerer godt, da man både kan tage ting i opløbet, og fordi det sikrer, at alle kommer ud af teltene, og tager del i det sociale på turen. Men indtil videre må jeg konstatere, at gruppen har fungeret rigtig godt til trods for, at folk er lidt slidte efterhånden. Alle løfter i flok og folk er gode til at holde formationerne på vandet. Det er ikke en selvfølge med så stor en flok i kajak.

Dag 11: Op til Solporten

Ruten i dag tog os op i et område, der helt tog røven på os. Bedst som vi troede, at vi havde passeret turens højdepunkt, viste området inde i bunden af fjordsystemet at rumme nogle af de flotteste tinder, jeg har set. Det er sørme ikke for sjov, at området kaldes Schweizerland. Solporten er en formation, der danner en port. Er man her på de rigtige årstid, kan man opleve et fænomen, hvor solen ved solnedgang står midt i porten. Dagen i dag var kort, så flere har været på vandretur. Vi var et par stykker, der padlede ind til nogle gamle bopladser, der ligger ved et strømsted, hvor man gennem århundrede er kommet ind for at fiske ammasætter (lodde). Vi gik op ved en lille strand, hvor synet af en lille grønlandshaj mødte os. Det lignede, at den er blevet viklet ind i nogle fiskeliner, og efterfølgende skyllet på land. Synd! Til aften var vi et par stykker, der samledes oppe på en fjeldkam med udsigt til Solporten. Desværre var vi lidt sent på den til at opleve fænomenet, men synet af porten med aftenrøde i baggrunden gjorde det nu ganske godt.